Google Shopping

Google Shopping kræver nu billeder på mindst 500 x 500 pixels

5. november 2026 PPC Webshop

Fra den 31. januar 2027 skal alle produktbilleder i Google Merchant Center være mindst 500 x 500 pixels. Det gælder alle produkter, uanset kategori, og det gælder både annoncer og gratis produktvisninger.

For mange webshops lyder det som en lille detalje. Men har du ældre produkter, billeder fra leverandører eller et feed, der indeholder nedskalerede versioner, kan en stor del af dit sortiment være berørt, uden at du ved det, og ende med at blive afvist.

I dette indlæg gennemgår vi, hvad der ændrer sig, hvordan du finder alle berørte produkter på én gang, og hvordan du retter dem, inden fristen rammer.

Hvad ændrer sig?

Indtil nu har minimumskravet været en del lavere og varieret. Fra 31. januar 2027 bliver det samme krav for alle produkter.

  • Tøj (apparel): I dag mindst 250 x 250 pixels. Fra 31. januar 2027 mindst 500 x 500 pixels.

  • Alle andre produkter: I dag mindst 100 x 100 pixels. Fra 31. januar 2027 mindst 500 x 500 pixels.

  • YouTube Shopping-annoncer på TV: Allerede i dag mindst 500 x 500 pixels, og det er uændret.

De øvrige krav er uændrede: et billede må højst være 64 megapixels og højst 16 MB. Google anbefaler desuden, at produktet fylder mellem 75 og 90 procent af billedet, og at du undgår thumbnails og opskalerede billeder.

Tidslinjen kort:

  • Siden juli 2026: Merchant Center viser advarsler på billeder, der opfylder de nuværende krav, men er under 500 x 500 pixels.

  • 31. januar 2027: Google begynder at håndhæve det nye krav på 500 x 500 pixels.

Hvad sker der, hvis du ikke gør noget?

Google afviser produkter og annoncer dertil, hvis billedet ikke lever op til størrelseskravet. Efter 31. januar 2027 betyder det, at produkter med billeder under 500 x 500 pixels risikerer at blive afvist og forsvinde fra både Shopping-annoncer og de gratis produktvisninger.

Konsekvenserne kan mærkes direkte i forretningen:

  • Tabt synlighed: Afviste produkter vises ikke, hverken betalt eller organisk.

  • Huller i kampagnerne: Performance Max og Shopping-kampagner mister produkter, ofte uden at det er tydeligt i kampagneoversigten.

  • Tabt omsætning: Rammer det bestsellere eller sæsonvarer, kan det koste salg fra den ene dag til den anden.

Google skriver, at de i nogle tilfælde kan vise en optimeret version af billeder under 500 x 500 pixels. Det er dog ikke noget, du kan regne med, og det giver dig ingen kontrol over, hvordan dine produkter ser ud. Den sikre løsning er at rette billederne i kilden.

Sådan tjekker du alle billeder på én gang

Du behøver ikke gå produkterne igennem ét for ét. Merchant Center kan give dig en samlet liste over alle produkter, der bliver ramt af det nye krav.

  1. Log ind i Google Merchant Center og gå til Products og fanen Needs attention.

  2. Klik på View history.

  3. Find de røde advarsler i højre side. Kig efter "Image too small", "Image too small for upcoming enforcement" og "Image resolution optimizations applied".

  4. Klik på View fix ud for advarslen.

  5. Klik på Download impacted products på den side, der åbner. Du får nu en liste over alle berørte produkter.

Bruger du Merchant Center på dansk, kan menupunkterne hedde noget andet. Advarslerne ligger det samme sted.

Tip: Sortér listen efter dine bedst sælgende produkter, så du retter dem først.

Sådan retter du billeder, der er for små

Den holdbare løsning er at rette billederne der, hvor feedet henter dem fra, typisk i din webshop. Så forsvinder problemet ikke kun i Merchant Center, men også på dit eget site.

Mange produkter på én gang

  1. Download listen over berørte produkter (se guiden ovenfor).

  2. Sammenhold listen med dine produktdata i webshoppen eller feedet.

  3. Udskift billederne på de berørte produkter med versioner på mindst 500 x 500 pixels. Hent originaler fra leverandøren eller fotografen frem for at skalere små billeder op.

  4. Sørg for, at linket i attributten image_link peger på det nye billede i Shopping-feedet.

  5. Upload de opdaterede produktdata til Merchant Center igen, eller lad dit feed synkronisere som normalt.

Enkelte produkter direkte i Merchant Center

  1. Gå til Products og fanen Needs attention.

  2. Brug filteret til at finde de berørte produkter.

  3. Klik på produktets titel og vælg Edit product.

  4. Udskift billedet med et, der opfylder kravet, og klik Save.

Vær opmærksom på, at rettelser direkte i Merchant Center kan blive overskrevet ved næste feed-synkronisering. Vi anbefaler derfor, at man altid får rettet billederne i selve kilden, så der ikke sker fejl ved synkroniseringer eller lignende.

Har du ikke et bedre billede? Google tilbyder Product Studio i Merchant Center, som blandt andet kan øge opløsningen på eksisterende billeder. Product Studio findes også i Google & YouTube-appen i Shopify. Tjek altid resultatet, før du bruger det.

Tjek dit feed for nedskalerede billeder. Nogle webshops og feed-apps sender en mindre version af billedet til Google, selvom originalen er stor nok. Åbn et par af linkene fra listen og se, hvilken størrelse Google faktisk modtager.

Efter rettelserne kan der gå 24 til 72 timer, før ændringerne vises under Needs attention.

Tjekliste inden 31. januar 2027

  • Download listen over berørte produkter i Merchant Center

  • Prioritér bestsellere og produkter i aktive kampagner

  • Udskift billeder under 500 x 500 pixels i webshoppen

  • Kontrollér, at feedet sender billeder i fuld størrelse

  • Tjek Needs attention igen efter 24 til 72 timer

Brug for hjælp?

Vi gennemgår gerne dit Merchant Center og dit produktfeed, så du ved præcis, hvor mange produkter der er berørt, og hvad der skal rettes. Kontakt os her.

Kilde: Google Merchant Center Help: How to fix: Image too small