Kortlisten bliver lavet i AI
"Find sorte løbesko i str. 42 under 900 kr., som kan leveres inden fredag."
Sådan et spørgsmål stiller flere kunder i dag til ChatGPT, Gemini eller Copilot. Svaret er ikke ti blå links, men en kort liste med få produkter. Som SEO Tech Lead hos Searchmind arbejder jeg med det tekniske fundament, der afgør, om en webshop kommer med på den liste.
AI og e-handel fylder meget lige nu, og det kan være svært at skelne mellem det, der virker i dag, og det, der stadig er på tegnebrættet. Derfor har jeg delt det op i tre: hvad du bør gøre nu, hvad der kommer snart, og hvad der kan vente.
-
Nu
Bliv fundet og forstået
Crawleradgang, indhold i HTML, schema og et komplet produktfeed.
-
Snart
Bliv brugt af agenter
Knapper med rigtige navne og en side, der står stille.
-
Senere
Sælg direkte i AI
Findes i USA. Ikke muligt i Danmark endnu.
AI-shopping og agentic commerce er ikke det samme
AI-shopping er, når kunden bruger en AI-assistent til at researche, sammenligne og vælge produkter. Købet sker typisk stadig på webshoppen.
Agentic commerce går et skridt videre. Her udfører en AI-agent, altså et program der kan handle på brugerens vegne, selve opgaverne: navigerer, udfylder formularer og i nogle tilfælde gennemfører købet.
Hvad tallene viser, og hvad de ikke viser
McKinsey har netop udgivet en undersøgelse blandt ca. 21.000 forbrugere i 11 markeder, bl.a. USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Den er gennemført i juni 2026.
53 % har i gennemsnit brugt AI til shopping inden for de seneste tre måneder.
Næsten hver tredje AI-shopper siger, at AI-chat eller AI-søgning havde størst indflydelse på deres seneste køb.
I USA steg andelen af AI-brugere, der har købt via AI, fra 10 % til 17 % på et år.
Forbrugerne bruger flere AI-værktøjer side om side.
To ting er vigtige at have med. Danmark indgår ikke, så tallene viser retningen, ikke det danske niveau. Og langt det meste af brugen er research og inspiration. AI påvirker allerede, hvad kunderne vælger, men det er stadig mest kunden selv, der køber.
Det er grunden til min prioritering. Det, der betyder noget i dag, er at blive fundet og forstået. At blive brugt af agenter og at sælge direkte i AI kommer bagefter.
Nu: bliv fundet og forstået
Jeg bruger en eksempelwebshop, Eksempelshoppen, der sælger "Løbesko Sort" til 799 kr. (før 999 kr.), på lager i str. 42.
Kan AI finde dine sider?
Det første, jeg kigger på, er robots.txt. AI-assistenter henter information med deres egne crawlere. Hos OpenAI bruges OAI-SearchBot til ChatGPT's søgning, mens GPTBot bruges til træning af modeller. De styres hver for sig, så du kan fravælge træning uden at fravælge synlighed. Blokerer du OAI-SearchBot, kan dine sider ikke vises i ChatGPT's søgesvar (OpenAI).
Dernæst: Står produktnavn, pris og beskrivelse i sidens HTML fra start, eller dukker de først op, når JavaScript har kørt? Ikke alle crawlere kører JavaScript, og så kan en side, der ser fin ud for kunden, være tom for AI. Vigtige sider skal desuden svare med status 200 og have et entydigt canonical-tag.
Kan AI forstå dine produkter?
Kunden ser et produktkort med farver, en overstreget førpris og en grøn prik. En maskine skal selv gætte, hvad der er hvad.
Det ser kunden
Pris, rabat og lagerstatus står i designet. AI skal selv aflæse det.

Løbesko Sort
Det læser AI med schema
Strukturerede data i JSON-LD: entydige fakta i sidens kode.
<script type="application/ld+json"> { "@context": "https://schema.org", "@type": "Product", "name": "Løbesko Sort", "offers": { "@type": "Offer", "price": "799.00", "priceCurrency": "DKK", "availability": "https://schema.org/InStock" } } </script>
Strukturerede data, dvs. kode der beskriver produktet i et fast format, fjerner gætteriet. Microsoft anbefaler schema, fordi det hjælper både søgemaskiner og AI-systemer med at forstå indhold. Google bruger strukturerede data til at forstå siden, men skriver samtidig, at der ikke kræves særlig markup for at blive vist i AI-funktioner. Schema er altså et stærkt signal, ikke en adgangsbillet.
Produktfeedet er den anden halvdel. Det er ofte feedet, der fodrer shoppingflader og produktkataloger. Shopify oplyser, at AI-søgninger, der bygger på Shopifys strukturerede produktkatalog, konverterer cirka dobbelt så godt som søgninger på scrapede data (gengivet af McKinsey). Tallet er Shopifys eget og gælder deres katalog, men pointen er generel: Jo mere entydige data, jo mindre gætværk.
Det vigtigste er, at oplysningerne er ens. Står der 799 kr. på siden, 999 kr. i feedet og "udsolgt" i schema, ved AI ikke, hvad den skal tro på.
AI kan kun anbefale det, den kan læse. Derfor starter alt med det tekniske fundament.
Alexander Achenza, SEO Tech Lead
Snart: Bliv brugt af agenter
Agenter, der browser og klikker for brugeren, findes allerede, bl.a. i ChatGPT. Men selv i USA er det et mindretal af AI-brugerne, der har købt via AI. Det er ikke her, du skal starte. Til gengæld forbedrer meget af arbejdet også oplevelsen for dine kunder i dag, så det er værd at tage med, når I alligevel arbejder på sitet.
Agenterne læser bl.a. sidens tilgængelighedstræ (accessibility tree): en struktur, hvor hver knap og hvert felt har en rolle og et navn. Google nævner det i sin guide til AI-optimering, og OpenAI skriver, at ChatGPT's agent i Atlas bruger ARIA-tags. En knap som <button>Læg i kurv</button> er entydig. En tom <div> med et ikon er det ikke. Det hjælper også kunder, der bruger skærmlæser.
Layoutstabilitet tæller også. Videoen herunder er fra Googles web.dev og viser et klassisk problem: Et banner indlæses sent, knapperne rykker ned, og klikket rammer "Ja" i stedet for "Nej". Det koster på brugeroplevelsen i dag, og en agent, der klikker ud fra skærmbilleder, kan ramme samme fælde.
Nye standarder er også på vej. WebMCP er et forslag, hvor siden selv beskriver sine handlinger, fx "søg", "vælg størrelse" eller "book tid", som værktøjer en browseragent kan kalde direkte. Det er i dag en test i Chrome, og der er ingen officiel bekræftelse på, at ChatGPT, Gemini eller Claude bruger det.7 Demoen herunder viser forskellen på den samme bookingwidget med og uden WebMCP.
Senere: Sælg direkte i AI
Protokoller til egentlig agentic checkout findes allerede: ACP fra OpenAI og Stripe, og UCP, som Google og Shopify står bag sammen med flere andre. Men tilgængeligheden er begrænset.
Det betyder ikke, at du skal vente med at gøre noget. Det, der gør dig klar til checkout senere, er det samme, der gør dig synlig nu: rene produktdata, ens pris og lager overalt og en checkout, du kender i detaljer.
Det behøver du ikke starte med
llms.txt og markdown-versioner af sider bliver ofte nævnt. Jeg har llms.txt med i min tekniske gennemgang, fordi det er billigt at lave. Men Google skriver, at Google Search ignorerer llms.txt, og at du ikke behøver lave nye maskinlæsbare filer for at blive vist i AI-funktioner. Markdown kan være nyttigt for kodeagenter og dokumentation. Ingen af delene er det første, en webshop bør bruge tid på.
Sådan kommer du i gang
Fire tjek, du kan lave i denne uge. De første tre handler om "nu".
Sådan hjælper vi
Vil du dykke længere ned i det tekniske, har jeg skrevet en gennemgang af de discipliner, jeg måler på, i en artikel på LinkedIn. Hos Searchmind arbejder vi med alle tre led, fra adgang over data til handling.
Vi tester i
ChatGPT

Agentic Commerce
Vi gør webshoppen læsbar og brugbar for AI-agenter: fra vurdering og plan til feed, website og checkout, når UCP bliver tilgængelig for dit marked.
Se ydelsen →
GEO & AEO
Synlighed i AI-svar: schema og data-arkitektur, crawleradgang og løbende måling af, hvordan AI omtaler dit brand.
Se ydelsen →
Prism
Vores værktøj til produktfeeds. AI udfylder manglende attributter ud fra dine egne data, og hver kanal får sit eget feed, bl.a. Google Shopping, Meta og ChatGPT.
Test et produkt →
SEO
Teknisk SEO, indhold og analyse: fundamentet for at blive fundet, både i klassisk søgning og i AI.
Se ydelsen →Hvor står din webshop i dag?
Vi har bygget et værktøj, der giver dig et første svar. Indtast din forside, vælg en kategori- og en produktside, og se hvor godt AI-agenter kan læse og forstå dit website. Vil du hellere tage snakken med det samme, så book et uforpligtende møde.
Book et møde om Agentic Commerce →
Alexander AchenzaSEO Tech Lead
Start AI readiness audit
Kræver kun din forside og en e-mail.