People

5 år hos Searchmind: Mød Nanna Gøbel, Head of Paid Social hos Searchmind

28. oktober 2026 Searchmind

Gennem de seneste fem år har Nanna sat retningen for paid social hos Searchmind. Hun har bygget processer, formet et stærkt team og ført afdelingen helt frem til opløbet til awards på den store scene.

I anledning af hendes 5-års jubilæum har vi talt med Gøbel om ledelse, nysgerrighed og om, hvordan paid social har forandret sig.

Plads og tillid til at bygge noget

Hvordan vil du beskrive rejsen fra dengang du startede for 5 år siden til i dag?

"Det føles som i går, at jeg trådte ind ad døren, men jeg har lært enormt meget om mig selv, om mennesker og om at være leder. Searchmind har givet mig plads og tillid til at udvikle paid social-afdelingen, og når vi i dag er med i opløbet til awards på den store scene, fylder det mig med stolthed. Det ville aldrig have været muligt uden vores kunder, som har vist os tillid til at prøve nye idéer af."

Hvad holder din motivation og arbejdsglæde i gang efter 5 år?

"Først og fremmest mine kollegaer og vores kunder. Det er en stor tilfredsstillelse at se en kampagne gøre en forskel. Min største drivkraft er nysgerrighed, kombineret med en god portion vedholdenhed."

Fra målgrupper til marketingpsykologi

Hvad er den største forandring i dit felt sammenlignet med for 5 år siden?

"Algoritmerne har overtaget meget af det håndværk, vi lavede manuelt. I dag er det de kreative udtryk, der afgør, hvem vi når, og korte, autentiske videoer har afløst de polerede brandfilm. Vi er gået fra at sætte kampagner op til at være strategisk sparringspartner. Marketingpsykologi fylder langt mere end for 5 år siden."

Hvilke milepæle håber du, at I har nået til dit næste jubilæum?

"At vi ikke bare er med i opløbet til de store awards, men står med statuetterne i hånden. At vores kunder oplever os som en betroet partner, der skaber vækst og passer godt på deres brand. Og at jeg kan se tilbage på et team, hvor alle er vokset og bliver set for deres styrker."

Nannas bedste råd: Mål på det, der skaber vækst

Som leder af vores paid social-afdeling har Nanna fulgt tæt med i, hvordan måling og tracking har ændret sig markant på fem år.

Hvad er dit bedste råd til virksomheder, der vil have mere ud af paid social?

"Se på, hvad indsatsen betyder for hele forretningen. Da jeg startede, kunne vi se data komme igennem fra web til platform i realtid. På grund af GDPR, iOS-opdateringer og samtykkeregler kigger vi i dag på den samlede omsætning og indtjening, og vi tester, hvad der reelt skaber vækst. Mål ikke kun på det direkte afkast af annoncerne, men også på, hvor mange nye kunder I skaber, hvad de koster, og hvordan kendskabet til brandet vokser. Og sørg for, at paid social spiller sammen med søgning, e-mail og hjemmeside."

Tusind tak for de første 5 år!

Tusind tak, Nanna, for fem år med ambition, ledelse og smittende nysgerrighed. Du har bygget et paid social-team, vi er utrolig stolte af. Vi glæder os til at se, hvor langt I når de næste fem år!