Insights

Google Ads stopper overperformance på targets

17. august 2026 PPC

Det du skal gøre nu

Fra 17. august 2026 leverer budgetbegrænsede kampagner med Target ROAS og Target CPA mod det target, du har sat, fremfor bedre end det. Har din kampagne leveret ROAS 8 på et target på 5, kan du fremover forvente 5.

Det er ikke en fejl, og det er ikke noget, der går væk igen. Det er en ændring i, hvordan budgivningen fungerer, og den flytter ansvaret for din effektivitet fra algoritmen over på dine targets.

Hvad der konkret ændrer sig

Indtil nu har targets fungeret som et loft. Satte du et Target CPA på 100 kr., og kunne systemet købe konverteringen til 60 kr., så fik du den til 60 kr. Særligt i kampagner, hvor budgettet var den reelle begrænsning, leverede Google ofte markant bedre end det, der stod i feltet.

Efter den 17. august optimerer Google i stedet mod tallet. Google skriver selv, at kampagner, der i dag præsterer mere effektivt end deres targets, kan opleve at performance bevæger sig hen imod det satte target.

Med samme spend betyder eksemplet til højre for mindre omsætning. Med samme omsætningsmål betyder det mere spend. Uanset hvad flytter det på jeres økonomi i kanalen, og for de fleste sker det uden at nogen har rørt en indstilling.

Hvem bliver ramt

Ændringen rammer kampagner, hvor to ting er sande på samme tid: I bruger en target-baseret budstrategi, og budgettet er den reelle begrænsning.

  • Budstrategier: Target CPA og Target ROAS.

  • Kampagnetyper: Search, Shopping, Performance Max og Demand Gen. Google nævner desuden Travel, Hotel og Display. Tjek Googles egen oversigt, hvis I kører kampagnetyper uden for de fire første.

  • Ikke omfattet: App-kampagner samt video reach- og video view-kampagner.

  • Vigtig betingelse: Kampagner, der ikke er budgetbegrænsede, er ikke omfattet.

Netop den sidste linje er værd at stoppe op ved. Hvis I har kampagner, der har ligget og ramt budgetloftet hver dag, er det dem, I skal kigge på først. De har med stor sandsynlighed været dem, der leverede bedst på papiret.

Hvorfor det er en forretningssag og ikke en teknikalitet

Mange konti er over årene blevet bygget op omkring en adfærd, ingen har sat ord på: at man kunne sætte et target, der var sikkert, og regne med at få noget bedre. Den buffer har fungeret som en usynlig sikkerhedsmargin i budgetterne.

Den margin forsvinder nu. Det betyder, at det tal, I har stående i target-feltet, fremover er det tal, I får. Og hvis det tal blev sat for atten måneder siden, af en anden end den, der sidder med kontoen i dag, ud fra en dækningsgrad der har ændret sig siden, så er det nu, det bliver dyrt.

Der er også en opside, som er værd at tage med. Når performance bliver mere forudsigelig, bliver det lettere at skalere budgetter uden at effektiviteten pludselig skrider. Google fremhæver netop det som formålet med ændringen. Men opsiden kræver, at targets faktisk afspejler jeres forretning.

Tjeklisten vi kører kontiene igennem

01

Find de budgetbegrænsede kampagner

Filtrér på target-baserede budstrategier og se, hvilke der reelt er begrænset af budget.

02

Hold target op mod faktisk performance

Mindst én fuld konverteringscyklus, så I ser det reelle gab og ikke en tilfældig uge.

03

Tag stilling til hvert target

Er tallet et bevidst forretningsmål, eller er det et gammelt tal, ingen har rørt?

04

Se på budgetterne samtidig

Et target, der ikke længere overleverer, ændrer regnestykket for, hvor budgettet gør mest gavn.

05

Overvåg tæt de kommende uger

Både CPA og ROAS, men også CPC, konverteringsvolumen og trafikkvalitet.

De fire veje Google giver jer

Det giver mening, hvis tallet allerede afspejler jeres reelle break-even eller ønskede indtjening. Så får I nu det, I hele tiden har bedt om, og formentlig mere volumen for pengene.

Relevant hvis I har været vant til overperformance og ønsker at fastholde effektiviteten. Google har siden 6. juli 2026 stillet et Bid Target Adjustment Tool til rådighed til netop det.

Den bedste vej for de fleste. Regn baglæns fra dækningsgraden i stedet for fra det, kontoen historisk har leveret. Et target uden kendskab til marginen er et gæt.

Maximise Conversions eller Maximise Conversion Value kan være svaret, hvis volumen inden for et fast budget er det, der betyder noget, og effektiviteten styres andre steder fra.

Det vi holder ekstra øje med

Når systemet får lov at bruge hele det råderum, target'et giver, er der nogle bivirkninger, der er værd at kigge efter i de kommende uger:

  • Stigende CPC'er. Et højere reelt target kan betyde, at der bydes mere aggressivt end nødvendigt.

  • Bredere og dårligere trafik. Plads i target'et kan blive brugt på klik, der før blev sorteret fra.

  • Sekundære nøgletal, der skrider. Konverteringsrate, gennemsnitlig ordreværdi og andelen af nye kunder kan flytte sig, selv når CPA eller ROAS ser fornuftig ud.

Og så er der den pointe, ændringen understreger tydeligere end noget andet: når alle konti kører på de samme automatiserede præmisser, og algoritmen ikke længere giver nogen gratis effektivitet, ligger forskellen på succes og fiasko et andet sted. Den ligger i marginen, i produktet og i de annoncer og kreativer, I fodrer systemet med. Algoritmen er god til at finde ud af, hvem der skal se annoncen. Den har stadig ingen anelse om, hvorfor de skal købe hos netop jer.